... "
Fremragende! Intet mindre end fremragende. Selv når jeg tager højde for, at mit hjerte er fuld af bekymring og smerte på grund af en nærtståendes kritiske sygdom, så havde jeg fugtige øjne under sopranens afsluttende Libera Me og den forudgående Agnus Dei-duet mellem sopran og mezzo.
Kapellet og Haenchen kender jo hinanden efterhånden og passer godt sammen. Tempoet var kvikt uden at være forjaget, der blev tegnet store buer, mens sødme og kærlighed smøg os om ørerne. Og effekten af at have fire ekstra trompeter stående højt over publikum oppe på lysloftet i den sært triumferende overgang i Dies Irae var overvældende stereofonisk – for publikum i parkettet må det have været helt fantastisk at have trompeterne både for og bag.
Mere som forventet fungerede det store kor som den forlængelse af orkesteret, som Verdi (vist) var ude efter. Blandt solisterne var jeg meget imponeret over Prudenskaya, hvis stemme var fuld af styrke og drama, den yderste spinkle skikkelse taget i betragtning. Meget medrivende, var hun! Sopranen Magees stemme er varm og meget Straussk (jeg sad hele tiden og tænkte på Feldmarskalinden i Rosenkavaleren), men hendes store afsluttende Libera Me var inderlig og meget rørende. De to herrer trængte ikke helt ind hos mig af en eller anden grund. Amerikanske Fabiano var meget godt omtalt på forhånd, men han virkede en anelse uinteresseret – dog medgiver jeg, at lige netop i dette requiem har tenoren ikke meget at gøre godt med.
Men som samlet pakke var det en fantastisk oplevelse. Verdi er ikke min kop grappa, og da slet ikke hans Requiem. Men dét blev de begge denne aften, og tak til Haenchen, Kapellet og sangerne for det! Mine ører sang videre på sangen det meste af weekenden, hvilket er sjældent for Verdi. Det var en aften med fokus på det...
Ganze Rezension