Kalender

22. März 2012 · Kopenhagen, Neues Opernhaus, 17.00 Uhr

Richard Wagner: Parsifal

Det Kongelige Kapel (The Royal Danish Orchestra), (Königliches Orchester Kopenhagen); Det Kongelige Operakor; Regie: Keith Warner;
Parsifal: Stig Fogh Andersen; Gurnemanz: Stephen Milling; Amfortas: John Lundgren; Kundry: Randi Stene; Klingsor: Harry Peters; Titurel: Sten Byriel: 1. Gralsritter: Bengt-Ola Morgny; 2. Gralsritter: Bo Anker Hansen; 1. Blumenmädchen und 1. Knappe: Sine Bundgaard; 2. Knappe und Blumenmädchen: Verena Gunz; 3. Knappe: Bo Kristian Jensen; 4. Knappe: Gert Henning-Jensen; Blumenmädchen: Inger Dam-Jensen; Anne Margrethe Dahl; Djina Mai-Mai; Hanne Fischer und Stimme von Oben

Premiere

Pressestimmen

...This Parsifal is certainly void of the glaze and stasis that characterize the more traditional esoteric, quasi-religious approach, and this sense was mirrored in the superb conducting of Hartmut Haenchen. He led the Royal Opera Orchestra to new heights, creating shimmering colours and nuanced, impressively differentiated drama. His choice of tempi, informed by an intimate knowledge of the performance history and Wagner’s own remarks and indications, is highly assured and creates an irresistible momentum.
Andreas Bücker
The Wagner Journal · 01. Juli 2012
OPERNWELT, Heft 6, 2012, Seite 12

Kopenhagen gewinnt im skandinavischen «Parsifal»-Wettbewerb gegen Malmö.

Trauma und Tai Chi

Wagners «Parsifal», dirigiert von Hartmut Haenchen in Kopenhagen, dirigiert von Leif Segerstam in Malmö

So ein Wagner-Glück gibt es in Skandinavien nicht alle Tage: In zwei Städten, die nur ein sechzehn Kilometer schmaler Wasserstreifen trennt, standen «Parsifal»-Premieren auf dem Programm. Man musste nur über den Øresund fahren, jene geschichtsträchtige Meer­enge, die Dänemark von Schweden trennt, um erhellende Vergleiche zwischen den Aufführungen in Kopenhagen und Malmö zu ziehen: nicht nur in Bezug auf die unterschiedlichen Annäherungen der Regisseure Keith Warner und Stefan Johansson an Wagners Weltabschiedswerk, sondern auch hinsichtlich der völlig verschiedenen äußeren Bedingungen, unter denen die beiden Produktionen entstanden.

Keith Warner wollte mit «Parsifal» die erste eigene Regiearbeit in Kopenhagen vorlegen, seit er die Künstlerische Leitung der dortigen Oper (im Sommer 2011) übernommen hatte. Die Produktion sollte auch den Beginn jener neuen Ära markieren, die sich die dänischen Entscheidungsträger wünschten: Anhebung des künstlerischen Niveaus, um langfristig und nachhaltig international konkurrieren zu können. Es kam bekanntlich anders: Die neue Regierung kürzte Ende letzten Jahres das Opernbudget so radikal, dass Warner sich außerstande sah, die von ihm erwartete Mission zu erfüllen. Mit großer Geste trat er im Januar 2012 von seinem Amt zurück, so dass dieser «Parsifal» zu seinem Schwanengesang in Kopenhagen mutierte.

Gemeinsam mit seinem Dramaturgen Barry Millington entwickelt Warner eine düstere, unbequeme Lesart aus tiefenpsychologischer Perspektive. Sie scheut nicht die verstörenden, ideologisch kontaminierten Schichten: Religion, sexuelle Verfehlung und vor allem Antisemitismus – Themen, die der eminente Wagner-Kenner Millington immer wieder in den Fokus seiner Betrachtungen rückt. Die Gralswelt ist ein Sanatorium, ihr Oberarzt Gurnemanz. Seine Patienten sind Ritter von der traurigen, «traumatisierten» Gestalt. Amfortas kommt allein die Rolle eines primus inter pares zu, der sich nur durch die blutende Wunde auszeichnet. Bei der Enthüllung des Grals öffnet er Kisten, die – wie Matroschka-Puppen – kleinere Fassungen ihrer selbst enthalten. Allein: Der Gral bleibt unauffindbar, das Ritual läuft leer. Kundry erinnert mit ihrer weißen Strähne im schwarzen Haar an Susan Sontag. Eine Intellektuelle, schutzlos der siechen Männerwelt ausgeliefert – Sinnbild für Wagners Chauvinismus und Rassismus? In dieser Welt ist selbst Parsifal ein Kranker, als Einziger vollzieht er jedoch den Schritt vom Trauma zur Selbstfindung.

Der zweite Akt führt ins innere Ich. Durch die Gitterstangen eines Kinderbettchens bestaunt Parsifal mit großen Augen den Streit des Elternpaares Klingsor und Kundry. Freud steht Pate, wenn Keith Warner hier den Ödipus-Komplex zitiert: Verführung durch die Mutter und Vatermord inklusive. Dazu passt die ovale Öffnung eines gigantischen konischen Tunnels (Bühne: Es Devlin), der – mit rotem Stoff ausgekleidet – an eine gigantische Vagina denken lässt. Ein starkes Raumbildzeichen, das in verschiedenen Perspektiven und Funktionen den ganzen Abend beherrscht.

Auch am Ende verweigert Warner eine versöhnliche Geste: Die Gralskiste ist aus Papier und zerbröselt in Parsifals Händen. Was die Zukunft bringt? Keiner kann es sagen. In übertragenem Sinne gilt das auch für die Kopenhagener Oper. Die Lücke, die der englische Regisseur dort hinterlassen hat, ist noch nicht geschlossen.

Die gute Nachricht ist: Das bei der Premiere stimmlich überzeugende Ensemble bleibt Kopenhagen in Zukunft erhalten. Angeführt wird es von Stig Fogh Andersens Parsifal, der über die – freilich im Verlauf des Abends nachlassende – Strahlkraft seines geschmeidigen Tenors routiniert disponiert. Stephen Millings verkörpert Gurnemanz vielschichtig, ein Gebieter, vokal gesund und zuverlässig. John Lundgren debütiert als Amfortas, fächert eine breite Palette von Leidenstönen auf. Harry Peeters, der einzige Gast in Kopenhagen, bleibt als Klingsor blass und unter seinen Möglichkeiten. Im Unterschied zu Randi Stenes Kundry: dramatisch in der Höhe, mit gespannter Deklamation im unteren Register.

Größten Jubel verdient Hartmut Haenchen, der die Königliche Kapelle auf ein bisher ungehörtes Niveau führt. Die Wahl der Tempi, auf intimer Kenntnis der Aufführungsgeschichte fußend, der herrlich nuancierte Klang, der die raffinierten Strukturen der Partitur brillant hörbar macht, die umsichtig gesetzten dramatischen Gipfel – das ist eine Klasse für sich.

Ganz andere Akzente setzte Stefan Johansson, der seit 2011 als Chefdramaturg an der Oper in Malmö wirkt. Auch er lieferte mit «Parsifal» seine erste Inszenierung an neuer Wirkungsstätte ab. Von Hause aus Schauspielmann, ein enger Freund Ingmar Bergmans, baute er ab 1997 in Stockholm die Dramaturgie der dortigen Oper auf und will 2013 dorthin auch wieder zurück. Malmö ist nur eine Zwischenstation. Sein «Parsifal» verläuft in freundlichen, fast heiteren Bahnen. Man könnte an einen Abend aus der Zeit der Uraufführung denken (die passenden Kostüme entwarf Jan Lundberg). Naturalismus statt Subversion. Es gibt einen grünen Wald, eine Quelle, eine Säulenhalle als Gralstempel. Und viel Statik. Die Spannung zwischen den Figuren, vor allem zwischen Parsifal und Kundry, bleibt kraftlos, auch wenn Johansson eine Art Selbstfindung Parsifals anzudeuten versucht: Erst für den Kuss tritt Parsifal aus dem Proszenium auf die Bühne, auf der bis dahin ein junges Double ihn «vertreten» hat.

Die bescheidenen Ansätze, das Geschehen hier und da zu verfremden, ihm die Aura des Erhabenen zu nehmen, bleiben blass. Gurnemanz treibt Tai Chi-Gymnastik, Titurel tritt als Samuraikrieger auf, Klingsor hat etwas von einem verunglückten Tramp. Zum Schluss kann sich Johansson ein Augenzwinkern nicht verkneifen: Ein Kinderpaar, Klein-Parsifal und Klein-Kundry, schmökert in einer Riesenpartitur des «Parsifal», während Titurel und Klingsor wie zwei Martial-Arts-Krieger hinten in Zeitlupe einen Endloskampf austragen.

Malmö hat zwar kein Wagner-Ensemble, aber größere finanzielle Möglichkeiten, um renommierte Kräfte zu engagieren. Thomas Mohr als Parsifal gefällt mit frischem, schön-timbrierten Tenor. Reinhard Hagen überzeugt mit sonorer, samtiger Bass-Tiefe, die seinem Gurnemanz eine fast edle Gravitas verleiht. Susanne Resmark, aus Kopenhagen ausgeliehen, ist eine intelligente und ausdrucksstarke Kundry. Klingsor ist auch in Malmö zu leicht besetzt: Lars Arvidson charakterisiert die Figur mit ironischem Zungenschlag. Leif Segerstam, der neue Musikchef in Malmö, malt in der Tiefe des amphitheatralisch angelegten Orchestergrabens mit breitem Pinsel: viel große Geste, wenig Filigran.
Andreas Bücker
Opernwelt · 01. Juni 2012
Det Kongelige Kapel under Hartmut Haenchen ledning lämnar däremot inget övrigt att önska. Den naglar mig fast från den förste unisona stråkslingan, förbluffar med nya nivåer av intensitet långt in i föreställningen och tredje aktens introduktion blir just så nervigt fullblodsvacker som den någonsin kan bli.
Helsingborgs Dagblad · 24. April 2012
Första aktens förspel är en unik musikalisk form som Wagner
experimenterat fram i Parsifal. Hela verkets musikaliska struktur
ligger här exponerat för att vi skall känna hur handlingen och
reflexionen vävs samman. Allt detta framkommer tydligt i den suveränt
skicklige dirigenten Hartmut Haenchens framförande. Han är en av vår
tids främsta Wagnerspecialister.

Ann Jonsson
Danstidningen · 31. März 2012
Desuden er de faktisk lidt kortere end sævanligt, for tyske Hartmut Haenchen dirierer i friske tempi, som han i sine programnoter ergumenterer for en mere i overenstemmelse med Wagners oprindelige.
Det forkorter faktsik operaen en del. Her en den nede på godt og vel fem timer inklusive pauset, så den er standig en ordenlig mundfuld, men der e vel at mæke intet forceret over haenchens tempi. Det kongelige Kapel spiller herligt klangtæt under hans ledelse, og han fraserer på en gang flødefedt og nougatblødt, musikken flyer nærmest som af egen drift.
Jakob Wivel
Børsen · 29. März 2012
Men musikaliskt visar Köpenhamnsoperan, efter de internationella framgångarna med ”Ringen” och ”Tannhäuser”, att man är bäst på Wagner i Skandinavien. Nu med Wagnerspecialisten Hartmut Haenchen på pulten som ger partituret en förunderlig genomskinlighet och nästan smeksam intimitet – men utan att dra ned på tempot.

En musikalisk ledning som får operahusets Wagnerensemble att visa sin höga klass: Stig Fogh Andersen som Parsifal (ja, för guds skull glöm spjälsängen!), Stephen Milling som Gurnemanz, Randi Stene som Kundry – men framför allt den svenske John Lundgren som här gör sin första Amfortas. En briljant sångare och artist med kanske en mera Verdisk än Wagnersk svärta och udd i sin baryton som kommer att ta honom mycket långt.
Martin Nyström
Dagens Nyheter · 26. März 2012
Sygdommen til døden

»Parsifal« foldes ud i al sin ambivalens i Keith Warners flotte og begavede iscenesættelse på Operaen.
Det er umuligt ikke at have et ambivalent forhold til Richard Wagner. Det er i allerhøjeste grad umuligt ikke at have et ambivalent forhold til mesterens sidste opera, »Parsifal«, der torsdag aften havde premiere på Operaen i en intelligent og flot iscenesættelse, hvor Hartmut Haenchen dirigerede suverænt og til den hurtige side, og hvor der også var meget godt at sige om dem, der stod på scenen: Stephen Milling som ridderen Gurnemanz, med al den autoritet, partiet kræver, og med en vis aristokratisk kølighed. John Lundgren som Amfortas, et bevægende højdepunkt. Stig Fogh Andersen, der i titelpartiet viste, hvorfor han er kendt som Wagner-sanger (og så måtte man tage med, at han fysisk intet har tilfælles med den unge helt, han skal forestille at være). Der var mere af samme fine skuffe.

Men »Parsifal« er en udfordring, for værket rummer elementer, som vil tiltale både racister, sexister og religiøse fundamentalister. Handlingen kort: Gralsridderne lider så såre, fordi deres konge, Amfortas, har et uhelbredeligt sår, tilføjet ham af den faldne ridder Klingsor, der kastrerede sig selv, fordi han ikke kunne holde op med at tænke på damer. Lige meget hjalp det. Han forblev en udstødt. Amfortas selv er skyldig, for han hengav sig til noget så utilstedeligt som sex, og operaens eneste kvindeskikkelse, Kundry - en stærk præstation af Randi Stene - er i ulideligt stereotyp grad både luder og madonna. Hun frister mænd til synd, men er også den, der fortvivlet søger at gøre alt godt igen, men forløsningen udebliver for de arme riddere. Kun den rene dåre kan redde det ubesmittede fællesskab af troende, og det gør han så til sidst. I skikkelse af Parsifal.

Ideologi og skønhed
»Parsifal« er kort sagt ideologisk ubærlig for et moderne menneske, men operaen er også et kunstværk af de største, med den smukkeste musik der findes, og med en libretto, som vanligt af Wagner selv, af stor skønhed. Den er ikke til at komme uden om. Men hvad gør man så?

På Operaen giver man en »Parsifal«, der er renset for kristne symboler. Det nærmeste, man kommer en visuel religiøs reference, er en buddhistisk munk, der kigger forbi, som en hilsen til den fascination af østlig mystik, som også var en del af Wagners ide

På Operaen giver man en »Parsifal«, der er renset for kristne symboler. Det nærmeste, man kommer en visuel religiøs reference, er en buddhistisk munk, der kigger forbi, som en hilsen til den fascination af østlig mystik, som også var en del af Wagners ideologiske konstitution. Ellers er der noget sci-fi over hele set uppet, hvis bærende konstruktion er et middelalderligt tårn, der kan forvandle sig til en slags rumskib, fungere som skærm for sort-hvide flashbacks og åbne sig, som i anden akt, hvor det bliver til en vagina i overstørrelse. Tårn og rumskib, fortid og fremtid... Det hele er med, men denne iscenesættelse ville ikke være så overbevisende, hvis det ikke også var for den idébårne struktur, som den britiske instruktør Keith Warner (tidligere kortvarigt operachef i København), får skabt i samarbejde med sine medarbejdere, herunder ikke mindst scenografen Es Devlin.

Ødipalt
I første akt associeres der til noget hospitalsagtigt, med hvidklædte riddere, hvoraf nogle i øvrigt til lejligheden synges af kvinder (!). Det er Amfortas’´ sygdom, der henvises til, men vel også til den religiøse syge som sådan. I anden akt - den i mere end én forstand centrale - får den hele det ødipale udtræk, komplet med Klingsor som truende faderskikkelse og Kundry som smækker moderfigur, der forsøger at forføre den Parsifal, der i samme akts begyndelse kravler freudsk infantilt rundt i en kravlegård. I tredje akt skulle forløsningen komme, ifølge Wagner, men den kommer ikke. Religionen forbliver den sygdom til døden, som den var fra forestillingens start. Og her er vi så tilbage ved ambivalensen, som også er selve denne konkrete opsætnings bevidste ambivalens: Den holder Wagner og hans tossede ideer ude i strakt amt. Tiderne er skiftet. Anderledes kan det ikke være. Heldigvis.
Søren Kassebeer
Berlingske · 24. März 2012
...hvot den virkelige magi strålet frå orkestergraven.
Nodetolkhingen er nemlig lagt i hændertie på den tyske Wagnerekspert Hartmut Haenchen, hvis historiske kildestudiet allerede fòt syvår siden satte overbevisende fut under „Ringen“ i Amsterdam.
Nu et Haenchen købt ind til al lade sitæ tanket om et klart og livligt Wagnerflow give nerve til den københavnske „Parsifal“. Og det fungeret. Endda langt over forventning.
Med en kort spilletid på kun (!) knap fem en halv time inklusive pause og et orkester og et kor, der klang rigtig velafbalanceret, var den musikalske side af sagen den store fornøjelse, da Wagner og „Parsifal“ torsdag aften vendte tilbage til Det Kongelige Teater.
Thomas Michelsen
Politiken · 24. März 2012
, 24.3.2012

...Man bliver beruset af denne Parsifal. For kan Wagners tekst være hård at sluge, hvad man ved selvsyn kan konstatere ved at følge med i de danske overtekster, vælder tonerne til gengæld magtfuldt op fra orkestergraven. Aldrig har musikken i den grad suget os ind i Wagners univers, hvilke detaljer i blæsere og strygere, hvilken brusende strøm at lade sig rive med af! Den suveræne dirigent Hartmut Haenchen og Det Kongelige Kapel har en stor del af æren for, at det blev en uforglemmelig aften, og Det Kongelige Operakor, indstuderet af Philip White, fulgte fornemt trop. ...
Peter Dürrfeld
Kristeligt Dagblad · 24. März 2012
... Samt mere end noget andet, at Hartmut Haenchen styrer musikkens enorme, roligt strømmende forløb med formidabel retningssans, så ikke blot hver af de tre akter, men også hele kæmpeværket kulminerer på rette sted.
Man bør ganske enkelt se forestillingen alene for at høre, hvad Det Kongelige Operakor og Det Kongelige Kapel kan præstere i det helt store format. ...
Jyllands-Posten · 23. März 2012
Parsifal på Det Kongelige Teater i Köpenhamn en stor triumf för de medverkande – möttes med stående ovationer

Premiären av ”Parsifal” börjar med att ljuset i salongen är helt nedsläckt och man kan bara se skyltarna med nödutgångarna, som för övrigt är många fler än jag trodde sedan börjar musiken och i några minuter sitter jag alldeles tryggt i stolsätet och funderar på hur detta är möjligt, men så uppfattar jag i ett snabbt ögonkast att aftonens dirigent är försedd med en självlysande dirigentpinne.
Den helt underbara ouvertyren eller inledningsmusiken fortsätter, men nu är orkesterdiket ljussatt och jag sluta fundera på vad som är orsak och verkan och fortsätter bara att helt ägna mig åt den musikaliska upplevelsen. Wagners sista opera är en magisk musikupplevelse, som helhet, men skall jag vara helt ärlig så håller jag ouvertyren till hans ”Tristan und Isolde” minst lika högt. ...
Till den mycket positiva upplevelsen måste jag naturligtvis också konstatera att till detta bidrog i allra högsta grad Den Kongelige operakörs insatser. Det gav en mycket vacker klang, som jag visserligen inte är är obekant med, men i går kväll var det magiskt väl samsjunget och här imponerade både manskören och kvinnorna även om de sistnämnda kunde upplevas på håll. Inte konstaterat som något negativt, men kanske lite ovanligt men mycket njutbart.

Föreställningens verkliga huvudpunkt vill jag ju ändå räkna Den Kongelige Kapel under ledning av dirigenten Hartmut Haenchen bara hans insats var värd besöket.
Det var alltså en mycket stor musikalisk upplevelse på alla plan och en kväll där musik, sånginsatser, scenografi , ljus och kostymdesign sammanföll på ett magiskt sätt.
Publiken tackade också de medverkande med kraftfulla stående ovationer. Som sig bör.
Mogens H Andersson
http://kulturbloggen.com · 23. März 2012
Föreställningen dirigeras av Hartmut Haenchen, en av samtidens stora Wagnerdirgenter. Han utnyttjar Det Kongelige Kapels resurser fullt ut och får fram en lysande wagnersk klangbild, rent tysk och stringent utan spår av den yviga italienisering som tyvärr blivit allt vanligare.
Det är svårt att föreställa sig en bättre uppsättning av Parsifal än vad Det Kongelige Opera nu har åstadkommit.
Om ungefär en månad ska Malmö Opera visa upp Stefan Johanssons version med Leif Segerstam på dirigentpulten. Det ska verkligen bli intressant.
Lars-Erik Larsson
www.Skånskan.se · 23. März 2012
... Markant replikkunst
Dirigenten Hartmut Haenchen har også en uhyre vigtig aktie i denne usædvanlige Parsifal. I en lang artikel i programmet redegør han for sin forskning i den specifikke Bayreuth-opførelsespraksis, og hans konklusion med gennemgående hurtige tempi og en deraf følgende slankere orkesterklang virkede besnærende, for ikke at sige velgørende. Hvis man sad og forventede fed og voluminøs Wagner, måtte man blive skuffet. Efter lidt tid vænnede man sig til noget andet og langt mere interessant: en let, silkeblød grundklang, en udforskning af styrkegraderne fra forte ned til det svageste pianissimo, og en diskret og alligevel markant replikkunst hos solister som obo, klarinet, fagot, horn go trompet....
VALDEMAR LØNSTED
www.information.dk · 23. März 2012