Sinfoniekonzerte

Jyllands Posten, 07. Januar 2012
Det Kongelige Kapel overdøvede krisetonerne på teatret for en aften med Strauss’ storslåede Alpesymfoni.

120 musikere på og bagved scenen: Richard Strauss skænkede ikke fremtidens trange økonomiske tider på verdens teatre mange tanker, da han skrev sin imposante Alpesymfoni for 100 år siden.

Fredag lod Det Kongelige Kapel Strauss’ storladne, romantiske velklang overdøve de krisetrommer, der lige nu buldrer på Nationalscenen pga. den nært forestående fyringsrunde.

Romantikere
Den tyske dirigentkapacitet, Hartmut Haenchen, har de store romantikere på sit kernerepertoire. I foråret dirigerer han Parsifal på Det Kongelige Teater, og det hørtes i hans Strauss-fortolkning, at han mestrer det romantiske tonesprog helt ind i sjælen.
Med plastiske armbevægelser og en krop, der bevægede sig afmålt, men præcist, fik Haenchen en strålende intens klang frem i det enorme programmusikalske tonedigt. Storværket er en én dag lang bjergvandring, beskrevet i 22 smukke naturbilleder med titler som På sæteren, På gletsjeren og Tågerne stiger op. Det blev Strauss’ sidste symfoni.
Foran det isblå bagtæppe på Operaen spandt strygerne de fyldige fraser smukt ud i et levende flow. Horngruppen, som var udvidet med store Wagnertubaer, lod de kraftfulde fanfarer åbne sig i rummet. Den øvrige træblæsersektion, som også var ekstrabemandet efter Strauss’ forskrifter med bl.a. den sjældne, oboagtige heckelphon, samlede sig i en klangligt homogen kerne under Haenchens distinkte håndslag.

Særpræget slagtøj
Langs bagvæggen fyldte særprægede slagtøjsinstrumenter: Vind- og tordenmaskiner, kæmpetrommer og koklokker skabte på skift associationer til Alpelandet, hvor bjældebehængte køer græsser, vinden suser, og tordenbygerne rumler.
Messingblæserne havde en heldig aften med mange udtryksfulde passager. 12 blæsere supplerede med klanglig power fra bagscenen; orgelets dybe, kraftige toner dannede solid bund, mens de blide celeste- og harpetoner lyste smukt i toppen.
Hele tiden havde Haenchen tæt kontakt til de enkelte instrumentgrupper. Han bøjede sig ind over orkestret og dirigerede den komplekse musik med sitrende intensitet.

Sart stemning
En anderledes gennemsigtig og sart stemning gennemsyrede aftenens åbningsværk - Richard Strauss’ Metamorfoser fra 1945. 23 af orkestrets strygere sad eller stod på scenen og spillede hver sin solostemme i det værk, som er et af det 20. århundredes mest magiske. Den gamle Strauss lod sig heri inspirere musikalsk af resterne fra hjemlandet - det krigshærgede Tyskland. Han skrev dette mindesmærke over den gamle verden, mens han funderede over menneskenes ondskab og destruktive egenskaber. Et tema fra forbilledet Beethovens Symfoni nr. 3 – Eroica – citeres undervejs i værket. Strygerne kommunikerede kammermusikalsk tæt i en blanding af følelser og fremtidsspådomme, som fik gåsehuden frem på armene.
De to sansemættede Strauss-værker – komponeret med 30 års mellemrum – fik os for en aften til at glemme de dystre kriserøster, som lige nu fylder alt på Det Kongelige Teater.

Det var musik, der for alvor gjorde en forskel.
CHRISTINE CHRISTIANSEN
5 Sterne