Sinfoniekonzerte

https://concertanten.wordpress.com, 04. Oktober 2016
... "Fremragende! Intet mindre end fremragende. Selv når jeg tager højde for, at mit hjerte er fuld af bekymring og smerte på grund af en nærtståendes kritiske sygdom, så havde jeg fugtige øjne under sopranens afsluttende Libera Me og den forudgående Agnus Dei-duet mellem sopran og mezzo.

Kapellet og Haenchen kender jo hinanden efterhånden og passer godt sammen. Tempoet var kvikt uden at være forjaget, der blev tegnet store buer, mens sødme og kærlighed smøg os om ørerne. Og effekten af at have fire ekstra trompeter stående højt over publikum oppe på lysloftet i den sært triumferende overgang i Dies Irae var overvældende stereofonisk – for publikum i parkettet må det have været helt fantastisk at have trompeterne både for og bag.

Mere som forventet fungerede det store kor som den forlængelse af orkesteret, som Verdi (vist) var ude efter. Blandt solisterne var jeg meget imponeret over Prudenskaya, hvis stemme var fuld af styrke og drama, den yderste spinkle skikkelse taget i betragtning. Meget medrivende, var hun! Sopranen Magees stemme er varm og meget Straussk (jeg sad hele tiden og tænkte på Feldmarskalinden i Rosenkavaleren), men hendes store afsluttende Libera Me var inderlig og meget rørende. De to herrer trængte ikke helt ind hos mig af en eller anden grund. Amerikanske Fabiano var meget godt omtalt på forhånd, men han virkede en anelse uinteresseret – dog medgiver jeg, at lige netop i dette requiem har tenoren ikke meget at gøre godt med.

Men som samlet pakke var det en fantastisk oplevelse. Verdi er ikke min kop grappa, og da slet ikke hans Requiem. Men dét blev de begge denne aften, og tak til Haenchen, Kapellet og sangerne for det! Mine ører sang videre på sangen det meste af weekenden, hvilket er sjældent for Verdi. Det var en aften med fokus på det...
Ganze Rezension
Politiken, 01. Oktober 2016
"Dødsmesse bød på meget blandede solister og et kor gemt for langt væk
Den tyske dirigent Hartmut Haenchen stod i centrum for en udsolgt opførelse af Verdis rekviem i Operaen, hvor russisk mezzo lyste op.
Det har altid heddet sig, at Verdis rekviem er »hans bedste opera«, og selv om det selvfølgelig er en joke, er der sandhed i den.
Med voldsomt buldrende stortromme og dommedagsmessing gjaldende fra alle balkoner var der i Operaen fredag aften fyret godt op under det, Verdi gør bedre end nogen anden. Nemlig at give den latinske, katolske dødsmesse – den såkaldte rekviemmesse – et ordentligt skud drama og gys.
Brahms’ hiver det dystre ned på jorden i sit rekviem og lader teksten være på tysk. Franskmanden Fauré lader musikken slippe jordforbindelsen og trøster med en æterisk paradisvision."...
THOMAS MICHELSEN
Ganze Rezension
Fränkischer Tag, 01. Juli 1997
Die Faszination der Stimmen

Man mag sich umsomehr freuen, wenn man gelegentlich ein kirchenmusikalisches Ereignis auf absolutem Spitzenniveau miterleben kann.

Die Werke formten sich unter Leitung von Hartmut Haenchen zu einer repräsentativen und eindrucksvollen Wiedergabe.

Hartmut Haenchen dirigierte in sehr lockerer Führung, ließ die Musik atmen und sich flexibel entfalten, führte aber auch zu großen Steigerungen und Höhepunkten. Ein geistliches Konzert dieser Prägung sollte auch künftig regelmäßiger Bestand der Symphoniker-Sommerkonzerte sein.

Heinrich Amselgruber
Politiken (DK), 16. Juni 1997
Requiem ohne zuviel Pathos

Der deutsche Dirigent Hartmut Haenchen benutzte wohltuend wenig Pathos. Das Requiem bekam durch ihn eine große Struktur, mit sicheren Tempi, die die einzelnen Sektionen des Werkes ihren eigenen Platz verliehen. Er schuf einen großen dynamischen Raum, von Nichts bis zu Überwältigendem, wodurch die vielen Stil-Schichten des Requiems deutlich wurden.

Unter der sicheren Leitung Hartmut Haenchens fühlte der große Chor sich gut aufgehoben. Er konnte die hohen Anforderungen Haenchens vom pianissimo bis zum schmetternden Opernchor gut realisieren.

Die Solisten formten ein hervorragendes Quartett mit herrlich reiner Intonation, auch in den schwierigen Passagen.
Berlingske Tidende (DK), 16. Juni 1997
Lebendiges Requiem

Verdies Requiem wurde im Tivoli eine Totenmesse für die Lebenden - vor allem, weil der deutsche Dirigent Hartmut Haenchen Chor, Orchester und Solisten mit Schaffensfreude als Antriebskraft musizieren läßt.

Man konnte sich dem Werk ganz hingeben. Hier gab es, was das Herz begehrte und der Verstand tolerieren konnte. Eine Totenmesse für die Lebenden so anwesend und intensiv, wie wir es seit Jahren nicht gehört haben. Das kommt dadurch, daß Haenchen die Gabe besitzt, zur gleichen Zeit die großen musikalischen Verläufe zu leiten und Chor, Orchester und Solisten mit Schaffensfreude musizieren läßt.